Termoplasticitet refererer til et materiales egenskab til at gennemgå flow og deformation, når det opvarmes, mens det bevarer en bestemt form efter afkøling. De fleste lineære polymerer udviser termoplasticitet og kan let behandles gennem støbeteknikker såsom ekstrudering, sprøjtestøbning eller blæsestøbning. Inden for et specifikt temperaturområde har lineære eller forgrenede polymerer denne karakteristiske evne til gentagne gange at blive blødgjort ved opvarmning og hærde ved afkøling. I hverdagen er genstande som plastikposer og plastiktøjsbøjler eksempler på termoplasticitet; følgelig kan de forsegles, limes eller udsættes for lignende operationer ved at blive smeltet gennem opvarmning.
Modstykket til termoplasticitet er *termohærdning*-en egenskab, der er karakteriseret ved manglende evne til at blødgøre eller gennemgå gentagen omformning ved opvarmning, samt uopløselighed i opløsningsmidler. Netværkspolymerer udviser typisk denne egenskab. Plast med denne egenskab omtales som termohærdende plast.
Termohærdende plast er materialer, der blødgøres og flyder under deres indledende opvarmningscyklus; Men når de først er opvarmet til en bestemt temperatur, gennemgår de en kemisk reaktion-specifikt, tværbinding og hærdning-, der får dem til at hærde permanent. Denne transformation er irreversibel; derefter vil efterfølgende opvarmning ikke få dem til at blødgøre eller flyde igen. Det er netop denne egenskab, der letter deres støbeproces: Ved at udnytte plaststrømmen, der induceres under den indledende opvarmningsfase, udfylder materialet et formhulrum under tryk og hærder efterfølgende for at danne et færdigt produkt med en bestemt form og dimension. Før hærdning eksisterer de harpikser, der anvendes i termohærdende plast, typisk som lineære eller forgrenede molekylære kæder; ved hærdning dannes der imidlertid kemiske bindinger mellem disse kæder, hvilket skaber en tre-dimensionel netværksstruktur. Denne struktur gør materialet ikke kun ude af stand til at omsmelte, men også uopløseligt i opløsningsmidler. Termohærdende plast bruges primært i applikationer, der kræver termisk isolering, slidstyrke, elektrisk isolering og høj-spændingsmodstand-især i barske driftsmiljøer. Blandt de mest almindelige eksempler på deres anvendelse er håndtagene på wok og forskellige høj-- og lav-elektriske komponenter.
Almindelige varianter af termohærdende plast omfatter phenolharpikser, urinstof-formaldehydharpikser, melaminharpikser, umættede polyesterharpikser, epoxyharpikser, silikoneharpikser og polyurethaner.
